Sommerferien har været dejlig. Jeg var på ferie med mine forældre på Kreta i 14 dage. Men det er nu også helt ok at være herhjemme igen. Jeg har set nogle af mine venner. De skal starte i skolen i næste uge. Jeg skal først starte om to uger. Jeg starter på efterskole 10. klasse, fordi jeg bare ikke ved, hvad jeg vil. Gymnasiet er ligesom udelukket. Ikke at jeg ikke kunne fortsætte der, men jeg har bare ikke lyst. At komme i lære? Som hvad? Jeg har jo ligesom ikke haft tid til at overveje, hvad jeg vil fremover. Det var ret sjovt, da jeg var i praktik i en uges tid hos en blikkenslager, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil være det. Reparere folks stoppede håndvaske er ikke lige mig. Blikkenslageren var virkelig sjov at være sammen med. Kunne en masse historier om, hvad folk har bedt ham om at gøre. Pyha. Men blikkenslagerfaget? Nej, det er ikke lige mig.
Gymnasie nej tak
Vi havde talt meget om det mig og mine forældre. Min mor var chokeret over, at jeg ikke vil i gymnasiet. Det havde hun bare taget som en selvfølge, at jeg skulle. Min far var mere med inde over tingene – han vidste godt, at jeg bare er træt af bøgerne. Det var også ham, der foreslog, at jeg tog på efterskole i et år for lige at få tid og rum til at tænke over tingene. Han havde undersøgt lidt om den slags skoler, og der er mange forskellige typer. Nogen har linjefag, der koncentrerer sig om filosofi og religion. Andre har sport som deres fokus. Den, jeg skal starte på, er en musikefterskole. Det var mig, der valgte det. Jeg kan godt lide musik og spiller på trommer. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at spille i et band. Det håber jeg, at jeg kan prøve på skolen. Da vi besøgte dem i foråret, så jeg et band øve sig. De var ret gode.
Efterskole
Det, som jeg måske ikke helt er så glad for, ved det her efterskole, er, at man skal sove på samme værelse med andre. Og man skal op meget tidligt. Og man får nogle pligter, som man skal passe. De siger, at det ikke er slemt eller svært, og at man kan vænne sig til at dele værelse med en anden en. Hvis det ikke går, så tager jeg bare hjem. Men jeg talte faktisk med én, der gik på skolen om det. Han fortalte, at han havde haft det på samme måde. Det her med at være genert over at skulle dele værelse og sådan. Han var helt fin. Sagde tingene lige ud. Hans bedste ven er ham, han deler værelse med. De fandt hurtigt ud af at få klaret det her med holde værelset rent. Han fortalte også om lærerne. Især dansklæreren er rigtig cool. Han underviser også i musik. Vi snakkede faktisk ret godt sammen. Desværre er han ikke på skolen, når jeg skal starte. Han skal hjem til København, fordi han vil fortsætte i gymnasiet.